Lidt nyt

I dag er der 23 dage til vi igen står på dansk jord.
Det er vildt at tænke på at vi for kun fem måneder siden tænkte at det her ville varer for evigt, og nu begynder vi pludselig at se enden på det og nu er det slet ikke så sjovt alligevel. Alle de mennesker vi skal sige farvel til, som på den ene eller anden måde har berørt vores liv på en helt anden måde end vi nogensinde havde regnet med - Både venner og børn.
Så man kan roligt sige at melankolien er ved at sænke sig og vi begynder at nyde hvert minut vi har her.

Men udover det er der også minutter vi ikke nyder.
Onsdag aften cyklede jeg hjem fra Carinlee ved 22.30 tiden efter et af de uendelige møder, som blev afsluttet med en omgang røvsyge lysbilleder - JA Lysbilleder, for som David sagde: "I haven't found anything that's better" Oversat til danske - ja det der nymodens pjat, som en computer, det synes jeg simpelthen ikke man kan bruge - tænk på alle de dårlige domme der er kommet med computeren.
Nå så jeg var godt træt efter dette uendelige møde om ingen ting og om Johannes Døberen. Så ned på railway linen med mig - det er en lille sti der går fra Aberdeen til hvor vi bor, jeg tror den er 17 miles eller sådan noget. Rigtig hyggelig med en masse dyreliv og skov og det hele og ingen lys. Men det var jo alligevel næsten lyst så skidt med det.
Og som jeg sagde, med en masse dyreliv, hvilket betyder der også er flagermus, og som sådan har jeg ikke noget i mod flagermus, og jeg har tit mødt dem, så flyver de over hovedet på mig, mens jeg forsøger at styre uden om alle kaninerne, der tror de skal løbe ud foran cyklen. Så denne aften var det samme rutine, men de der flagermus, de kom godt nok liidt tæt på syntes jeg, os mere end jeg sådan syntes var fedt. Så jeg kom til at skrige lidt, hvilket ikke hjalp på situationen, så de kom bare endnu tættere på. Farten blev sat op mens jeg totalt panikkede og som jeg cyklede der som en anden Bjarne Riis kom der en flagermus og ramte mig lige på siden af hovedet. Hvis jeg ikke allerede skreg så gjorde jeg det da ihvertfald nu. Hold da op jeg kunne skrige og panikke. Der var en mand der havde forvillet sig ned på stien ligesom mig, og han kiggede på mig som om jeg blev jagtet af en øksemorder eller sådan noget. Det må os ha' set lidt sjovt ud at der sådan kommer en pige skrigende med 40km i timen på sin cykel, mens hun råber BATS!!!!!
Men det endte med at jeg måtte stå af cyklen og trække hele vejen hjem med min hætte helt ned i øjnene så jeg ikke kunne se flagermusene og så gå så langsomt som jeg kunne, for så tænkte jeg at de ikke ville komme - og ganske rigtigt så blev de væk resten af turen. Men det tog mis så os godt en time at komme hjem.
Så nu har vi aftalt at Mads henter mig, hvis jeg kommer senere hjem end kl. 21.30.

Ellers så har Mads været med i det store 12. klasses afslutnings skuespil. Don Quixote. Hovedrollen var en af elverne og han gjorde det så flot. Mads var doktoren og endnu en gang overraskede Mads alle, med sit skuespil talent. Well done calss 12 og Mads.

I dag har vi så fridag, men tak for fridag, her til eftermiddage er der graduation for class 12, og om aftenen er der fødselsdags BBQ for en af børnene som bliver 18. Så endnu en dag med ungerne.
Men sådan er livet i Camphill og vi kommer til at savne det.

Besøg, 25 års fødselsdag og eventyr.

SÅ er det da vist også på tide at i får en lille up-date her fra det skotske.
Der er sket mange ting siden sidst. Mor og far Jakobsen har været på besøg, vi har fejret 25 års fødselsdag og har fået én på opleveren.

D. 3. juni kom Mor og Far med bussen fra Edingburgh, jeg havde fået tidligt fri (kl. 17. 30 det er altså vildt tidligt) så jeg kunne komme ind og hente dem.
Bussen var fem minutter forsinket, så jeg nåede at blive helt bekymret for dem, men de kom - dog en smugle for frosne, på trods af at det var den varmeste dag i Skotland i mands minde.
Vi tog hjem til Camphill hvor vi mødtes med Mads og fik rester fra Ladar (Fadeburret, hvor der altid er mad, we like) og så tog vi på pub.
Lørdag stod vi tidligt op og tog ind til Aberdeen for at hente den bil som mor og far havde lejet – derefter gik turen mod Stonehaven for at prøve de bedste fish and chips nogen sinde. Det er nok en smugle overdrevet at kalde dem det, vi syntes i hvert fald ikke det var noget særligt.
Til gengæld var det en flot tur op på det gamle slot, og vi hyggede os med at rende rundt mellem de gamle ruiner.
Om aftenen var vi blevet (læs havde jeg) inviteret til Bible supper på Carinlee. Det var en meget speciel oplevelse. Først kom vi ind og alle var meget stille og vi sad og ventede, så gik vi ind i stuen og der blev læst op af biblen og det hele var meget højtideligt. Bagefter gik vi ind i spise stuen, hvor der blev serveret boller, med honning, ægge salat og laksesalat. Efter maden skulle vi alle fortælle vores Highlight of the week.
Det var en helt speciel oplevelse og jeg er rigtig glad for at have oplevet det og endnu gladere for at have vist mine forældre, hvor, hvem og hvad jeg arbejder med.
Efter denne højtidlige middag tog vi (igen) på pub. Denne gang for at fejre Diegos 21 års fødselsdag.
En rigtig hyggelig fødselsdag.

Søndag stod vi alle fire igen tidligt op og så gik turen til Loch Miugh. Vi gik rundt om den lille sø – ca. 10 km. Det var en rigtig smuk tur. Efter turen tog vi ind til Aberdeen og fik aftensmad på en spansk restaurant og derefter (igen igen) på Pub – men denne gang en særlig pub, The Prince of Wales, hvor der hver søndag er live musik. Det var rigtig hyggeligt og vi kom da os i snak med en gammel arkitekt / stamkunde med stort S.
Far var nær kommet i slagsmål, da vi skulle gå, fordi han kom til at træde en anden mand over hans tå, som han lige havdet været på hospitalet med – UPS!
Mandag morgen var det tilbage til den barske virkelighed og mor og far smuttede af sted op i højlandet.

Torsdag aften kom de tilbage og vi tog ud at spise på en lille hyggelig pub ikke så langt her fra. Derefter tog vi tilbage til Camphill og fejrede smug fødselsdag med kage og en lille gave – the good food magazine J

Fredag morgen tog de så tilbage til Edingburgh, for at kunne komme hjem til noget sølvbryllups tamtam.

Lørdag morgen var det som bekendt d. 11 juni 2011 – dagen for min 25 års fødselsdag. Vejret kunne have været bedre, men jeg hører det var godt i Danmark, og jeg er jo ligesom dansker, og derfor har jeg været sød J
Først var der fødselsdags brunch i St. Hildas – det hus Mads er i – for Aeika (Hun havde fødselsdag fredag) Så jeg lod som om det var for mig.
Eftermiddagen brugte jeg på at handle de sidste ting ind til mine udfoldelser i køkkenet.
Ved 6 tiden kom Jana og vi gik i gang med fødselsdags forberedelserne, vi fik bagt muffins og pizza-kagemand. Ved 9 tiden begyndte folk at komme til min lille fest. Jeg holdte festen i et hus, hvor der kun bor co-workere.
Det blev en helt igennem herlig fest. Jeg fik Kanel (Mads havde sladret) og fine fine gaver. Og så kom vi alle sammen til at blive fulde. Det endte med noget med bar hud, en fest der kunne høres over hele estaten og dansen på stole. En helt perfekt fest, som jeg ikke vil glemme lige med det samme.

Søndag havde vi så planlagt en kano tur, sammen med Jana, Nina, Anja og Phillip. Vi havde alle sammen været med til festen dagen inden og var i godt humør. Men efter som vi var godt bagstive, var der ikke nogen af os der helt kunne overskue alt det her kano halløj, så vi kom af sted uden regntøj, penge, mobil og mad. Men hva’ – der var sol så det skulle nok gå. Da vi kom der hen hvor vi skulle sejle fra stod regnen lige ned – ar måske lidt fra siden… Og der var som sagt ingen der havde tænkt på regntøj. Nå hva pokker, det skulle nok blive sjovt.
Ned i kanoerne med os og af sted det gik. Det første stykke var rigtig sjovt, med sten i vandet sådan rigtig river rafting uh det var fedt. Efter to gange med river rafting kom vi til endnu et sted med sten i vandet, men denne gang ramte Mads’ og min kano en sten som vi ikke havde set og vi måtte i baljen.
Mads var lige ved at brække benet, fordi hans ben kom i klemme mellem kanoen og en sten men vi fik da kanoen fri og af sted igen. Lidt mere forsigtige men hu hej hvor det gik. Vi kom igennem nogle flere steder med sten, med skindet på næsen og det så ud til at det var ved at tynde ud i sten der skulle op og sige hej til vores Kano. Men NEJ!
Pludselig kom vi til et sted hvor det egentlig så okay ud, men midt i det hele var der en sten, som vi ikke havde set og Mads og jeg røg i igen. Men denne gang tog strømmen fadt i mig og jeg kunne på ingen måde få fodfæste og røg et stykke ned af floden, og blev grebet totalt af panik, så jeg slet ikke kunne gøre noget. Efter noget tid – det føltes som et kvarter, men måske et minut – kom jeg op at stå og Mads fik kæmpet sig frem og hjalp mig ind til bredden. Vi blev enige om at det var eventyr nok for denne gang. Nina og Jana syntes også at nu kunne det være nok – for som de sagde: kunne det lige så godt have været dem i baljen som os. Så vi fire hev kanoerne op og måtte så i gang med at finde en telefon, så vi kunne blive hentet. Men først måtte vi finde en sten, som kunne skrive og en sten vi kunne skrive på, for det var kun Anja der kunne telefon nummeret hjem til.
Nå men Jana, Nina og jeg gik af sted for at finde ud af hvor vi var og for at finde en telefon.  
Vi fandt en rigtig sød dame som lånte os hendes telefon og fortalte os at vi ca. var 3 – 4 km. Fra hvor vi startede og at vi havde 10 miles hjem endnu. Det havde vel at mærke taget os godt tre timer at komme de tre – fire km ned af floden.
 Vi fik tydet det der stod på stenen og fik ringet hjem, men der var ingen hjemme. For pokker, nå men damen sagde at vi kunne smide kanoerne i hendes garage og låne penge til bussen.
Så vi gik tilbage til Mads og kanoerne, fik slæbt dem ca. 500m op til huset. Så fik vi endelig fat i nogen, som kunne komme og hente os.
Så mens vi ventede sad vi på fortovet, med to kanoer og blev enige om at vi var for dumme til at sejle kano.
Endelige kom Tilman – T-man og hentede os og vi kom hjem og kom i bad og rent tøj og fik bestil indisk mad.
1½ time efter  vi kom hjem kom Anja og Phillip tilbage fra floden og fortalte at river rafting var stoppet lige efter vi var stoppet. POKKERS!! Men vi blev enige om at det stadig var den rigtige beslutning vi havde taget.
Maden kom, og så manglede der to retter. Så vi måtte ringe frem og tilbage for at få det sidste mad – for vi skulle jo have rigeligt, vi havde ikke fået noget siden morgenmaden. Men selvfølgelig kunne vi ikke spise det hele og da resten endelig kom var vi alle helt mætte.
Hvad har vi så lært af alt det? Hmm… Lad vær at tag på kanotur med tømmermænd.